Grønlunds Garage
Plads til eksperimenter, fordybelse og samvær
Grønlunds Garage var tidligere en Esso tankstation og et autoværksted og ligger i Gjerrild nær Grenaa. Igennem næste 70 år har det været samlingssted, for folk fra hele Norddjurs når de har fået tanket bilen op, fået checket en skurrende kobling og en snak om løst og fast - og livet som sådan. Det vil være herligt, hvis den også i fremtiden kan blive et samlingssted, men i stedet for diesel og reparation af et hjulophæng er Garagen nu under forandring, så den kan tage godt imod mennesker med interesse for kunst og kreative projekter.
Grønlunds Garage skal være et sted, hvor man kan afprøve idéer, lave eksperimenter og arbejde sig frem mod kunstneriske udtryk i alle mulige former og materialer. Her er plads til at arbejde uden tidspres og til at svinge lidt med armene – og pensler og mejsler og save og svejser.
Det er planen, at jeg over de næste år vil udvikle stedet med udgangspunkt i mine egne interesser og kreative behov, men jeg vil også skabe et sted, hvor jeg sammen med nye og gamle venner og bekendte kan skabe fælles projekter og gøre Garagen til et sted for menneskelig begejstring, udvikling og fællesskab.
Jeg vil fra tid til anden invitere til udstillinger af egne og andres arbejder – og måske også en gang imellem invitere til en uhøjtidelig og hyggelig workshop, hvor vi i nogle timer eller måske en weekend afprøver forskellige kunstneriske udtryk og teknikker.
Se billeder nedenfor fra forskellige tidsperioder i Garangens historie
April 2025 -
Indtil foråret 2026 vil jeg finde mig til rette og få stedet indrettet til mine forskellige aktiviteter. Det er tanken at lave officiel indvielse i påsken 2026.
1 april 2025
Jeg købte Grenaavej 14 i februar 2025 og flyttede ind i april samme år. Indtil foråret 2026 vil jeg finde mig til rette og få stedet indrettet til mine forskellige aktiviteter.
1959 - April 2025
Grønlunds Garage er indrettet i en tidligere Esso og Statoil tankstation med tilhørende autoværksted og bolig. Tanken er startet i 1950’erne af familien Frey, men har efterfølgende i mere end 65 år været beboet og drevet af Kjeld og Inga Klokkerholm, som begge er institutioner i Gjerrild og på Norddjurs - kendt for deres engagement og hjælpsomhed. Kjeld fik ansættelse på det gamle autoværksted i 1957, og to år efter købte Inga og han stedet og flyttede ind og blev selvstændige. Over de følgende årtier har de udbygget og udviklet stedet, indtil de i 2021 indstillede værkstedsdriften. De fortsatte dog med at bo her og servicere mange gamle kunder fra området omkring Gjerrild.
Se et par stemningsbilleder nedenfor.